Natriumbehov

Natrium (Na) er den vigtigste ekstracellulære kation og den vigtigste elektrolyt for vedligehold af syre/base balancen og det osmotiske tryk. Det endogene tab af natrium hos udvoksede heste på vedligehold er beregnet til at være 15 til 20 mg/kg kropsvægt/dag (Meyer et al., 1984; Schryver et al., 1987). Hvis vi antager at natrium absorberes 100%, vil en 500 kg hest have et behov på 7.5 g natrium/dag. Dette vil blive dækket ved at give 20 til 25 gram salt (NaCl) dagligt. Hård træning og varmt vejr øger natriumbehovet, da heste kan tabe store mængder natrium gennem sveden. Den vigtigste kilde for natrium er almindelig salt (NaCl).

Det har været almindeligt at lade hestene have fri adgang til saltslikstene. Det er imidlertid ikke alle heste som er i stand til at regulere sin saltoptagelse ved med brug af saltsliksten. Til heste i hård træning anbefales det derfor, at give løst salt direkte på foderet. Som en yderligere sikring kan man til heste i træning give ca 0.06 gram salt pr kg kropsvægt/dag i vinterhalvåret og 0.10 til 0.15 gram salt pr kg kropsvægt/dag i sommerhalvåret. Størst mængde ved hård træning og stærk varme. Til en 500 kg hest svarer dette til 30 gram salt/dag i vinterhalvåret og 50 til 75 gram salt/dag i sommerhalvåret. Heste på græs bør altid have tilgang til saltsliksten..

Natriummangel (saltmangel)fører til nedsat elasticitet i huden, trang til at slikke på ting i omgivelserne, nedsat ædehastighed og appetit. Det hævdes også at saltmangel kan føre til at hesten æder jord , bliver vindsluger eller krybbebider selv om en sådan adfærd kan have flere forskellige årsager. Saltmangel fører til nedsat præstation hos konkurrenceheste.