Manganbehov

Mangan (Mn) er vigtigt for omsætningen af kulhydrater og fedt i kroppen, og ved dannelse af brusk i skelettet (syntese af chondroitin sulfat). Manganmangel antages derfor bl.a. at kunne føre til fejlagtig udvikling af benene (knogler) hos unge dyr. Absorptionen er generelt lav, og påvirkes negativt af høje indhold af jern, calcium og fosfor.

Hestens manganbehov er ikke helt klarlagt, men ud fra data fra andre dyr vil indholdet i rationen på ca. 40 mg pr kg tørstof være passende.

Godt hø er normalt en god mangankilde (40 -140 mg/kg). Havre indeholder ca 40 mg/kg. De fleste tilskudsfoder- og kraftfoderblandinger til hest er tilsat mangan.